Indhold
I sommerferien får vi alle lidt ekstra tid, som kan bruges på det, vi har lyst til. Nogle foretrækker at rejse langt væk fra Danmark, mens andre gerne vil have ordnet nogle små praktiske sommerprojekter i hjemmet. Det kan eksempelvis være, at du har sat tid af til at bygge en ny garage i din sommerferie? En garage kan være praktisk i mange henseender, men der er en masse forskellige ting, du bør overveje, inden du bygger en ny garage.
Hvad skal du bruge garagen til?
Der er mange gode grunde til, at du ønsker at bygge dig en garage. En garage kan nemlig bruges til lidt af hvert. Du bør derfor gøre op med dig selv, hvad du helt præcist ønsker at bruge din garage til, inden du bygger den. Det kan eksempelvis være, at du står overfor en fremtidig bilhandel, hvor du skal ud og investere i en ny bil. I den forbindelse ønsker du muligvis et tørt og sikkert sted, hvor du kan parkere din nye bil?
Det kan ligeledes være, at du har planer om at bruge din garage til andre ting, således at det ikke blot er et sted, hvor din bil kan få tag over hovedet. En bil er oftest placeret i midten af garagen, hvorfor den optager en del plads. Det betyder dog ikke, at du ikke kan bruge din garage som et sted, hvor du opbevarer ting. Det handler om, at du udnytter pladsen på en fornuftig måde. Du kan med fordel gøre brug af din garages vægge, hvor du eksempelvis kan hænge haveredskaberne op. Du kan ligeledes sætte hylder op, hvor du kan have nogle opbevaringskasser. På den måde sparer du plads, men du får også et bedre overblik over dine ting.
Du skal have styr på reglerne, inden du bygger en garage
Inden du begynder at bygge en garage, er der nogle specifikke regler, du bør kende til og have med i dine overvejelser. Du skal eksempelvis være klar over, hvor meget du må bygge, uden at det kræver en byggetilladelse. Overordnet er det størrelsen på dit byggeprojekt, der afgør, hvorvidt du skal have en byggetilladelse. Det er dog værd at pointere, at du kan opføre din nye garage uden byggetilladelse, hvis det samlede areal af garagen ikke overstiger 50 kvadratmeter.
Du skal endvidere orientere dig i bygningsreglementet, hvor der er nogle specifikke krav til højde og afstand til skel. En garage betegnes som et mindre byggeri, hvorfor det er muligt at opføre den i skel eller nærmere naboskel end 2,5 meter. Det er dog kun lovligt, hvis du opfylder en række andre krav. Din garage må eksempelvis ikke højere end 2,5 meter, hvis den placeres i skel eller nærmere naboskel end 2,5 meter. Derudover må din garage ikke have vinduer eller døre, som vender ind mod din nabos grund.
Hvorfor bygge en garage i stedet for en carport?
En garage er en lukket bygning, som oftest er bygget i mursten, hvilket ikke er tilfældet med en carport. En garage er derfor en god løsning, da den beskytter din bil mod alt slags vejr. Det gør en carport også, men det er kun til en vis grænse. En carport er nemlig ikke en lukket bygning, men består i stedet af fire til seks stolper og et tag. En carport kan i nogen grad beskytte din bil mod solens stråler, regn, sne og blade, men der er stadigvæk stor risiko for, at din bil alligevel bliver ramt af forskelligt slags nedbør, hvis det samtidigt blæser – hvilket ofte er tilfældet i Danmark. Denne problematik er ikke aktuel med en garage – netop fordi det er en lukket bygning.